Panoramaruten

I Mpumalanga finder man Sydafrikas måske smukkeste og mest populære naturrute – Panoramaruten. Det mest fascinerende område på ruten er det spektakulære Blyde River Canyon – en 33 km lang kløft, der skærer sig gennem landskabet. Her støder man på de særegne klippehuller Bourke’s Luck Potholes, de tre store stenformationer The Three Rondavels, der våger over kløften og udsigtspunktet God’s Window, hvis navn næsten siger det hele.

Er gardinerne trukket fra, er det måske et af de smukkeste vinduer at kigge igennem. Gods Window – Guds vindue – lidt uden for byen Graskop.

Vi er i det nordøstlige hjørne af Sydafrika i provinsen Mpumalanga, og det har været en særlig gavmild stund under skabelsen, da disse landskaber blev anlagt. Her er bjerge, dale, vandfald og mærkelige gådefulde landskaber, som Bourkes Potholes, og Wonder View. Det hele er placeret i det overdådige og mangfoldige Blyde River Canyon naturreservat, der nogle steder byder på nåleskov – a’ la Skandinavien eller Nordamerika – mens man andre steder, ikke mange øjeblikkes kørsel derfra, kan føle sig som opdagelsesrejsende med junglefornemmelser.

Panorama Route er ikke stedet at lede efter elefanter eller løver, men her er et rigt dyreliv – ikke mindst et rigt fugleliv, men man kan også træffe aber og sjakaler og en del andre mindre pattedyr.

Lidt uden for turistbrochurernes rækkevidde finder man flere huleformationer, nogle så dybe som 40 kilometer og med spor efter mennesker, der går mange tusinde år tilbage.

Ud over det hele er der pyntet med små nybyggerlandsbyer, der med kulørte tage ligger som reminiscenser fra en svunden tid, hvor man kom her for at grave efter guld.

Rul til toppen